Skip til hoved indholdet
Årsaflæsning Klik her for at indberette årsaflæsning

Prisen for fjernvarme i Brønderslev Stiger

Oprettet 30 september 2024
billede af kontanter
billede af kontanter

Bestyrelsen for Brønderslev Varme A/S har på et møde besluttet, at prisen for fjernvarme sættes op. For-syningen har efter et halvårsregnskab, der gav indikationer om et negativt resultat, overvåget situationen og fundet at forskellige faktorer for varmeåret 2025 tilsiger, at det er nødvendigt med en prisstigning. Tillige skal et forventet underskud (underdækning) for 2024 indregnes i taksten for 2025.


Prisstigningen vil blive indfaset i to trin. Første stigning, som er på små 10%, iværksættes med virkning alle-rede fra 1. oktober i år. Det betyder i praksis, at prisen pr. MWh stiger fra 585 til 640 kr. pr. MWh frem til nytår. Fra 1. januar 2025 sættes prisen yderligere op til 842,50 kr. pr. MWh.


Bestyrelsen beklager situationen og at forbrugere pålægges en større varmeregning. For et gennemsnitshus i Brønderslev med et årligt forbrug på 18,1 MWh vil stigningen betyde en samlet ekstraudgift i 2025 på ca. 390 kr. pr. måned.


Der er en række årsager til de varslede stigninger. Der er tale om en blanding af udefrakommende faktorer, men også en ærgerlig fejlbudgettering fra vores egen side.


Udefrakommende negative påvirkninger er primært:

  1. Den genelle udvikling på elmarkedet har medført, at afregningen af elproduktion primært fra ORC-turbinen har været lavere, end forventet. Vi har frem til 1. september 2024 i gennemsnit fået en af-regning på 89 øre pr. kWh, mens budgettallet sagde 125 øre pr. kWh. Med et forventet årssalg på 16 mio. kWh giver dette en mindre-indtægt på 5.8 mio. kr. På budgetlægningstidspunktet havde vi ikke mulighed for at forudse, at el-afregningsprisen ville blive så lav som det nu er realiseret.
  2. Netselskaberne satte i januar 2024 den månedlige net-tarif for tilkobling af elkedlen dramatisk op, så det nu koster 80.000 kr. pr måned. På årsbasis belaster dette med knap 1 mio. kr. ekstra.
  3. Det første kvartal i året var ekstraordinært koldt, og vi måtte spidslastfyre med naturgas, som på da-værende tidspunkt var dyrt. Siden er prisen faldet. Vores samlede budget for køb af naturgas var på 6 mio. kr. Det forventede forbrug i hele året bliver forventeligt omkring 8-9 mio. kr.
  4. Prisen på flis er steget ret kraftigt de seneste år. De sidste tre år har stigningen været på ca. 35%. Vi forventer at den også vil stige i 2025.

På vores egen side har vi i budget 2024 undervurderet selve mængden af den flis, der skal indkøbes for at dække behovet. Der har i en årrække været taget udgangspunkt i et forbrug på 370.000 GJ, mens det reelle tal for 2024 nok snarere vil ligge i niveauet 460.000 GJ. Det giver en merudgift i 2024 på 5-6 mio. kr.

Forsyningen har samtidig haft den overordnede tilgang til prissætningen overfor forbrugerne, at prisen ikke skulle sættes op ud over det absolut nødvendige. Dette har gjort at forbrugerprisen i de senere år ikke har fulgt inflationen, men kun været reguleret minimalt. Målt på nettoprisindekset er inflationen således i perioden januar 2021 til januar 2024 steget med 13,8%. Vores MWh-takst er i perioden kun blevet reguleret med 6,8%.

Budgetafvigelserne er ikke kun negative (de positive er ikke nævnt), så derfor estimerer vi et samlet un-derskud for året 2024 på ca. 8 mio. kr., som vi jf. lovgivningen er forpligtet til at indregne i budgettet for 2025.

Som tidligere udmeldt afholder Forsyningen senere på året et temamøde om fjernvarme, hvor også forud-sætningerne for budget 2025 vil blive gennemgået.


Med venlig hilsen
Lasse Riisgaard
Formand for bestyrelsen
Mobil 5139 1034