Nyheder fra Forsyningen 03-07-25
Oprettet 03 juli 2025
Bestyrelserne har afholdt møde den 24. juni 2025
Etablering af grundvandsparker
I forbindelse med bestyrelsesmødet besøgte bestyrelsen en nyetableret grundvandspark ved Biersted. Grundvandsparken er etableret gennem et samarbejde mellem Naturstyrelsen, Aabybro Vandværk og Jammerbugt Kommune. Dette projekt viser, hvordan grundvandsbeskyttelse kan kombineres med skabelsen af mere natur og rekreative tiltag i lokalområdet. Naturstyrelsen viste området frem og forklarede processen og rammerne for denne type projekter.
Brønderslev Vand A/S arbejder løbende med grundvandsbeskyttelse ved kildepladserne og har påbegyndt udarbejdelsen af en overordnet strategi for grundvandsbeskyttelse. Strategien er baseret på Kommunens ejerstrategi og omfatter følgende mål og principper for forsyningens arbejde med grundvandsbeskyttelse:
- Sikre levering af drikkevand af høj kvalitet og langvarig beskyttelse af grundvandsressourcer ved etablering af større sammenhængende områder på de grundvandsdannende oplande omkring kildepladserne (grundvandsparker).
Vand A/S råder i øjeblikket over to kildepladser, Vestre og Nordre kildeplads, og planlægger at etablere en tredje ved Nibstrup. De grundvandsdannende oplande til disse kildepladser udgør cirka 800 hektar, hvoraf Vand A/S ejer omkring 18 hektar, og cirka 120 hektar er allerede udlagt som skov. Der er potentiale og behov for yderligere udtagning af op til cirka 490 hektar jord, afhængig af det ønskede niveau for grundvandsbeskyttelse.
De grundvandsdannende oplande kan beskyttes via følgende værktøjer enkeltvis eller i kombination:
- Vand A/S erhverver arealerne og ændrer anvendelsen, f.eks. skovrejsning.
- Indgåelse af forpligtende samarbejder med andre parter om opkøb af arealer og ændret anvendelse, typisk skovdrift, f.eks. Dalgas eller Naturstyrelsen.
- Tinglysning af dyrkningsrestriktioner på lodsejerens arealer og udbetaling af erstatning herfor.
Vand A/S er i løbende dialog med lodsejere om mulighederne for gennemførelse af grundvandsbeskyttelse, typisk med udgangspunkt i metode 1 og 3 nævnt ovenfor. Et samarbejdsprojekt med f.eks. Naturstyrelsen om grundvandsbeskyttelse og skovrejsning kan typisk gennemføres på større områder under følgende præmisser:
- Erhvervelse af bygninger, hvor Naturstyrelsen står for dette.
- Erhvervelse af arealer, hvor 25% finansieres af Naturstyrelsen og 75% skal finansieres af andre, f.eks. forsyninger, kommuner etc.
- Arealudnyttelse gennem skovrejsning, hvor Naturstyrelsen bidrager med 50.000 kr. pr. hektar, fordelt på 40.000 kr. pr. hektar til skovrejsning og 10.000 kr. pr. hektar til rekreative formål.
- Efterfølgende overdragelse af arealet til Naturstyrelsen, som varetager den fremtidige drift, og arealerne udlægges som fredskov.
Vand A/S fortsætter arbejdet med udarbejdelse af strategien for etablering af grundvandsparker, der indeholder oplistning af fordele og ulemper ved de forskellige metoder. Derudover fokuseres der på finansieringsmuligheder og behovet herfor i forhold til, hvilke niveauer for grundvandsbeskyttelse der ønskes opnået. Sideløbende med udarbejdelsen af strategien opstartes en mere konkret dialog med Naturstyrelsen om rammer og vilkår for at udvide den nuværende værktøjskasse med nye metoder til opnåelse af grundvandsbeskyttelse.
Økonomiopfølgning for 1. kvartal
De økonomiske resultater for første kvartal viser generelt positive tendenser.
Resultatet for første kvartal i Varme A/S viser en positiv afvigelse i driftsbudgettet på kr. 2.255.300. Denne afvigelse kan primært tilskrives en merindtægt fra el-salg på ca. kr. 1.500.000, lavere udgifter som følge af en mild vinter på ca. kr. 860.000 samt en reel mindre underdækning for 2024 på ca. kr. 5.000.000 sammenlignet med det budgetterede beløb.
Spildevand A/S har en driftsbudgetafvigelse på -350.500 kr. grundet lavere tilslutningsbidrag. Eludgifterne er reduceret med 222.600 kr. pga. en lavere kWh-pris end budgetteret.
Vand A/S har en driftsbudgetafvigelse på kr. 113.100, hovedsageligt på grund af udskudte investeringsudgifter og lavere afdragsomkostninger fra et forsinket vandværksprojekt.
Bestyrelsen følger økonomien tæt i de enkelte selskaber med en særlig opmærksomhed på Varme A/S. Der arbejdes med rammerne for den løbende afrapportering til bestyrelsen af de væsentligste drifts- og økonomiske nøgletal. Halvårsregnskabet, som foreligger efter sommerferien, vil give en tydeligere indikation af årets forventede resultat, og arbejdet med at udarbejde budgetterne for 2026 påbegyndes i forbindelse hermed.
Finansiel politik
Bestyrelsens årshjul fastsætter, at den finansielle politik skal revideres mindst én gang per bestyrelsesperio-de og efterfølgende godkendes af bestyrelsen. I overensstemmelse hermed er den finansielle politik blevet opdateret og godkendt. Formålet med den finansielle politik er at etablere retningslinjer for håndteringen af Brønderslev Forsynings væsentligste finansielle risici. Politikken omfatter retningslinjer for løbende styring og optimering af rentebærende gæld, både for nye og eksisterende låneaftaler, herunder specificering af, at 70-100% af forsyningens samlede lån skal være hjemtaget med fast rente eller renteafdækket finansiering.
Håndtering af restancer
Forsyningens retningslinjer og proces for restanceopkrævning er som følger:
- Faktura med 10 dages betalingsfrist
- Håndtering af indsigelser
- Rykkerskrivelse 1 med renter og gebyr, 10 dages betalingsfrist
- Rykkerskrivelse 2 inkl. lukkebrev for vand og varme
- Restancer vedrørende spildevand eller flytteafregning sendes til inkasso efter forfald
- Lukning for vand og varme meddeles skriftligt, med opmærksomhed på sociale forhold såsom børn eller husdyr
Individuelle afdragsordninger kan i hele processen aftales efter forsyningens bestemte retningslinjer herfor.
Et eksternt firma håndterer forsyningens inkassoforretninger og får som noget nyt nu mulighed for at søge tilladelse til at begære tvangsauktion i tilfælde, hvor afdragsaftaler fejler, og det er umuligt at lukke for vand og varme. Tvangsauktionsprocessen indebærer:
- Anmodning udarbejdes og ejendommen besigtiges for salgsopstilling
- Auktionen annonceres online og fremvises før auktion
- Tvangsauktionen afholdes offentligt i fogedretten
Diverse omkostninger ved tvangsauktioner dækkes af rekvirenten, hvis ejendommen ikke sælges eller omkostningerne ikke betales af debitor eller køber. Det primære formål er at fremme en videre dialog, og tvangsauktionen kan undgås, hvis der foretages en hel eller delvis betaling af det skyldte beløb.
Bestyrelsen godkender anvendelsen af dette værktøj, idet det er vanskeligt at retfærdiggøre overfor de øvrige forbrugere, hvis vi ikke gør en maksimal indsats for at sikre vores tilgodehavender. De manglende tilgodehavender skal i givet fald pålægges de øvrige forbrugere. Bestyrelsen bemærker desuden, at der foregår en langvarig proces forud for anvendelsen af værktøjet, med gode muligheder for at indgå i dialog med forsyningsselskabet og/eller inkassofirmaet.
Beredskab og Forsyningssikkerhed
Forsyningen har sammen med rådgivere gennemført en risikovurdering af forsyningssikkerheden baseret på den nuværende situation, hvor projektet med etablering af nyt vandværk og kildeplads er udsat. Pt. kan der forsynes via Nordre og Vestre vandværker og kildepladser. Det er vurderet, at vandforsyningen kan opret-holdes i op til 24 timer med kun én kildeplads og et vandværk i drift. Vand A/S undersøger og iværksætter initiativer for at udvide kapaciteten ved Vestre Vandværk. Derudover undersøges mulighederne for at etablere en nødgenerator ved Nordre Vandværk, enten som en mobil nødgenerator til leje eller ejerskab, selvom Nordre Vandværk skal nedlægges i forbindelse med etableringen af det nye vandværk.
Seneste nyheder
-
Administrationens åbningstider i uge 29
25. juni 2025 -
Nyt Regulativ for vandforsyningen 26-05-2025
26. maj 2025 -
Nyheder fra Forsyningen 08-05-2025
08. maj 2025 -
Nyheder fra Forsyningen 01-04-2025
01. april 2025 -
Nyheder fra Forsyningen 12-03-2023
12. marts 2025