Bestyrelsen for Brønderslev Spildevand A/S har 29. januar 2019 godkendt en plan for det videre arbejde med at sanere ledningsnettet i Brønderslev By.
Planen er vejledende og man kan forvente, at det vil blive nødvendigt at foretage justeringer i forbindelse med koordineringen med planerne for vand og varme m.v.
Ligeledes kan prioriteringen blive påvirket af udefrakommende forhold, som infrastrukturbeslutninger og ændringer i de økonomiske rammer fra central hånd.
For nuværende forventes et årligt investerings niveau på 8-10 mill. kr., så arbejdet vil forløbe over en periode på 15 til 20 år.
(Tryk på billedet for at se planen i fuldt format, som PDF.)
Det er kommunalbestyrelsen i Brønderslev Kommune som beslutter hvordan spildevandet i de forskellige områder skal håndteres, og det er dem der – som myndighed – kan give påbud om, at din ejendom eksempelvis skal separatkloakeres.
Spildevandssystemet i det viste område er i dag et et-strengssystem, hvor regn og spildevand løber i samme ledning. Dette ændres som udgangspunkt til et to-strengssystem, hvor regn og spildevand adskilles i to separate ledninger.
Det giver en række fordele at separere spildevand og regnvand. Separeringen betyder bl.a., at man:
- Reducerer risikoen for oversvømmelse i boligområder
- Reducerer risikoen for oversvømmede kældre ved kraftige regnskyl
- Sikrer bedre rensning og drift af renseanlæggene, da regnvandet ikke længere belaster disse men i stedet ledes til vandløb, søer og havet
- Mindsker mængden af vand, der skal pumpes til renseanlæggene
- Reducerer den hydrauliske belastning af vandløbet ved at etablere forsinkelsesbassiner/regnvandssøer.
- Reducerer forurening af recipienter fra overløb på fælles systemet
- Højner hygiejnen i recipienten grundet færre eller ingen overløb
Brønderslev Spildevand A/S afholder udgifterne til etablering af ny kloak i vejen, og man opkræver ikke ekstra tilslutningsbidrag i forbindelse med arbejdet. Det du skal betale, er kloakken på din egen grund, hvor regnvandet adskilles fra spildevandet, og ledningernes tilslutning til de nye stik, som føres frem til skel. Dette sker typisk ved at forsyningen etablerer en skelbrønd umiddelbart ved matrikelgrænsen. Denne brønd bliver herefter en del af det private ledningsanlæg.
Nogle steder er det muligt at nedsive regnvandet på din egen grund, hvilket dog kræver tilladelse fra Brønderslev Kommune. I forbindelse med separat kloakeringen af din ejendom vil du få besøg af en repræsentant for Brønderslev Spildevand A/S. Han vil tage en snak med dig om, hvordan du kan opfylde kommunens påbud på en hensigtsmæssig måde, og hjælpe dig, hvis du har spørgsmål i den forbindelse.