Skip til hoved indholdet

Nyheder fra Forsyningen 01-07-2026

Oprettet 01 juli 2026
Brønderslev Forsyning A/S
Brønderslev Forsyning A/S

Bestyrelserne har afholdt møde den 23. juni 2026.

Evaluering af bestyrelsens arbejde og kompetencer

Den 1. januar 2026 blev der som følge af kommunalvalget i 2025 nedsat nye bestyrelser i alle selskaber i Brønderslev Forsyning. Der er i den forbindelse igangsat et onboardingforløb for de nye bestyrelsesmedlemmer, og der er i den forbindelse gennemført følgende:

  • Kortlægning af bestyrelsernes kompetenceprofil og de enkelte bestyrelsesmedlemmers kompetencer
  • Dialogmøder mellem formanden og de enkelte bestyrelsesmedlemmer

Konklusionen er, at der god sammenhæng mellem bestyrelsens nuværende kompetencer og det forventede fremtidige behov. Der er dog enkelte områder, hvor kompetencerne i høj grad er samlet hos få nøglepersoner. Det gælder blandt andet bestyrelseserfaring med strategi og økonomi, kendskab til selskabernes komplekse økonomiske regulering, IT og digitalisering samt kommunikation, markedsføring og PR. Disse områder indgår derfor i det videre arbejde med at udvikle den samlede bestyrelses kompetencer. Evalueringen viser desuden, at bestyrelsesmedlemmerne oplever en velfungerende dynamik og kultur i bestyrelsen.

Strategi for håndtering af slam

Brønderslev Spildevand A/S har ansvar for en robust samfundskritisk infrastruktur, der beskytter vandmiljøet og folkesundheden mod udledning af urenset spildevand. Slam er en nødvendig del af spildevandsrensningen og skal håndteres løbende for at sikre en stabil renseproces. Slam er derfor ikke et restprodukt uden betydning, men en integreret del af selskabets kerneopgave. Hvis slammet ikke kan håndteres og afsættes effektivt, kan det påvirke driften af renseanlæggene og dermed forsyningssikkerheden på spildevandsområdet.

Slam fra selskabets renseanlæg sendes i dag til forbrænding hos Nordværk. Baggrunden herfor er, at Brønderslev Kommune har besluttet, at slam fra kommunens egne renseanlæg ikke må udbringes på landbrugsjord. Beslutningen omfatter i praksis kun de kommunale jordbesiddelser, da slam fra renseanlæg i andre kommuner fortsat kan udbringes på landbrugsjord i kommunen. Det skyldes, at slam betragtes som en kommerciel vare, hvor landbruget modtager betaling for at modtage slammet og selv beslutter, om det ønskes anvendt.

Spildevandsslam indeholder organisk materiale, fosfor og kvælstof, men kan også indeholde miljøfremmede stoffer som medicinrester, PFAS, mikroplast og tungmetaller. Fosfor er særligt relevant i forhold til genanvendelse, fordi der er tale om en begrænset ressource. Europa importerer i dag stort set al den fosfor, der anvendes, primært fra lande uden for EU. Studier viser, at op mod halvdelen af den fosfor, der anvendes i EU, går tabt, heraf omkring 20 procent via spildevand. EU arbejder derfor for øget genanvendelse og forventes at stille krav om mere fosforgenanvendelse i medlemslandene med implementering i perioden 2035-2045.

Brønderslev Spildevand A/S producerer cirka 2.700 tons slam årligt. Den nuværende udgift til affaldsforbrænding er cirka 1,8 mio. kr. om året inklusive transport. En fælles forbrændingsløsning med øvrige affaldsfraktioner vurderes dog ikke at være økonomisk fordelagtig, hvis der samtidig skal sikres optimal fosforgenanvendelse fra spildevandsslam.

Miljøstyrelsen vurderer aktuelt, at udbringning på landbrugsjord er den eneste løsning, der på nuværende tidspunkt sikrer genanvendelse af fosfor. Løsningen er dog forbundet med usikkerhed i forhold til miljøfremmede stoffer og kan gøre spildevandsselskaberne sårbare i forhold til en robust og forsvarlig slamhåndtering. Stofferne kan desuden udgøre en risiko for grundvandet, hvis slam udbringes i indvindingsoplande til drikkevandsboringer.

En række midtjyske forsyninger har det seneste år undersøgt mulighederne for en fælles slamhåndteringsløsning. Målet er en robust og økonomisk fordelagtig løsning, der samtidig understøtter genanvendelse af fosfor. De mest relevante teknologier vurderes at være:

  • Pyrolyse
  • Monoforbrænding, hvor slam behandles som eneste affaldsfraktion

Begge metoder reducerer mængden af organisk materiale og det samlede volumen, samtidig med at mulighederne for at udnytte aske og mineraler forbedres. Det videre arbejde har primært fokus på monoforbrænding, da denne løsning vurderes at være mest økonomisk fordelagtig og samtidig giver mulighed for fosforgenanvendelse fra asken.

Brønderslev Spildevand A/S deltager i det videre arbejde sammen med størstedelen af de øvrige jyske forsyninger. Formålet er at afklare mulighederne for en fælles slamhåndteringsløsning på tværs af de deltagende forsyninger.

Brønderslev Varme A/S overvejer at etablere en ekstra akkumuleringstank

Brønderslev Varme A/S har sammen med selskabets rådgiver vurderet business casen for etableringen af en ekstra akkumuleringstank. Formålet er at udnytte perioder med lave varmeproduktionsomkostninger bedre og styrke mulighederne for elproduktion ved høje elpriser. Behovet skal dog ses i forhold til den nuværende lager kapacitet, som allerede ved lavt varmeforbrug om sommer kan dække flere dages forbrug.

Business casen er på nuværende tidspunkt ikke tilstrækkelig attraktiv. Anlægsoverslaget er 15-17 mio. kr., blandt andet som følge af et presset marked, og tilbagebetalingstiden forventes at være 15-20 år. Brønderslev Varme A/S har i stedet fokuseret på at optimere anvendelsen af den eksisterende akkumuleringstank. Selskabet deltager blandt andet i to udviklingsprojekter om ny produktionsplanlægningssoftware, der skal styre varmeproduktionen mere effektivt i forhold til mulighederne på elmarkedet og dermed udnytte den eksisterende tank bedre. Arbejdet viser lovende resultater.

Brønderslev Varme renoverer kritiske anlæg og ombygger gasmotorer til nutidens el-marked

Som led i det løbende drift- og vedligeholdelsesarbejde har det været nødvendigt at fremskynde renoveringen af kranstyringen på flisværket og de hydrauliske enheder på CSP-solvarmeanlægget. Begge anlæg er kritiske for driften, og især fliskranerne er afgørende, da et nedbrud kan få væsentlige økonomiske konsekvenser.

På CSP-solvarmeanlægget er alle 40 hydraulikstationer renoveret. Hydraulikstationerne styrer soltrugenes bevægelse og placering i forhold til solen under drift. Anlægget blev installeret i 2016, har været i drift siden december samme år og har samlet mere end 25.000 driftstimer. Desuden er samtlige soltrug oprettet og kalibreret med laseropmåling, og alle bolte og møtrikker er efterspændt.

I vinter oplyste vores leverandør og servicepartner, at særlige reservedele til fliskranerne ikke længere kan skaffes, fordi delene er forældede og udgået af produktion. Alternative leverandører og partnere er afsøgt uden resultat. Derfor opgraderes kranerne under sommerens revision for at reducere risikoen for dyre drifts stop.

Overgangen fra time- til kvarterafregning på elmarkedet stiller større krav til fleksibel drift af varmeværkets syv oprindelige gasmotorer. Derfor opgraderes i første omgang tre motorer, så Brønderslev Varme A/S hurtigere kan tilpasse produktionen til markedet og starte og stoppe motorerne med kortere varsel. Ombygningen omfatter nyt fysisk udstyr, softwareopgraderinger og udskiftning af cirka 30 år gammel styringshardware.

På den baggrund har bestyrelsen bevilget en tillægsbevilling på 3,5 mio. kr. til Brønderslev Varme A/S’ budget.

Brønderslev Forsyning A/S inviterer til temamøde

Årets temamøde afholdes den 26. november 2026 kl. 19.00. Temaet er Brønderslev Vand A/S’ arbejde med grundvandsbeskyttelse samt de kommende planer for nyt vandværk og kildeplads.

Med venlig hilsen

Lasse Riisgaard
Formand for bestyrelsen
Mobil 5139 1034