Nyheder fra Forsyningen 08-05-2026
Oprettet 08 maj 2026
Bestyrelserne har afholdt møde den 30. april 2026.
Øget fokus på bestyrelsens kompetencer og ansvar for cybersikkerhed og beredskab
Det stigende samfundsmæssige fokus på cybersikkerhed og beredskab i den danske forsyningssektor har medført, at bestyrelsen stilles over for flere og større krav til kompetencer og ansvar. Derfor har hele bestyrelsen for Brønderslev Forsyning A/S samt dets datterselskaber gennemført en obligatorisk uddannelse, hvor særlig vægt er lagt på overholdelse af EU’s NIS2- og CER-regulativer. Disse regulativer sætter rammerne for selskabernes arbejde med beredskab og cybersikkerhed i dansk lovgivning.
Brønderslev Forsyning har en stærk tradition for systematisk arbejde med beredskab og forsyningssikkerhed.
Med indførelsen af NIS2 og CER stilles yderligere og mere omfattende krav. Energistyrelsen er længst i implementeringsprocessen, og de nye krav er allerede integreret inden for varmeområdet. Det er forventningen, at Miljøstyrelsen vil klassificere Brønderslev Vand A/S og Spildevand A/S som forsyningskritiske enheder samt offentliggøre relevante vejledninger i foråret 2026. Herefter påbegyndes implementeringen af de nye krav inden for vand- og spildevandsområdet.
Den fortsatte integration af sikkerhedsarbejdet i den daglige drift skal dokumenteres gennem risikovurderinger, politikker, procedurer samt konkrete handlingsplaner. Opfyldelsen af kravene forudsætter betydelige ressourcemæssige investeringer og indebærer væsentlige udfordringer, idet de skal harmoniseres med eksisterende sikkerhedsløsninger, it-systemer og arbejdsrutiner. Der er allerede foretaget omfattende investeringer i bl.a. avancerede alarm- og adgangskontrolsystemer, overvågningsudstyr, nødstrømgeneratorer og styrket it-sikkerhed. Det forventes imidlertid, at der fremadrettet vil være behov for yderligere investeringer og dermed skal allokeres flere midler hertil.
Resultat af kvartalsregnskaber
Brønderslev Forsyning A/S’ selskaber har alle haft tilfredsstillende resultater i årets første kvartal. Varmeområdet har et samlet positivt resultat, med en afvigelse på 665.300 kr., selvom januar og februar var væsentligt koldere end normalt. Som følge heraf blev varmeleverancen op til 25 % større end gennemsnittet for samme måneder over de seneste fem år. De lave temperaturer har betydet, at energiforbruget – gas, træflis og strøm til varmeproduktion – er steget så meget, at udgifterne overstiger budgettet med over 5 mio. kr. På trods af dette kan selskabet dog alligevel præstere et positivt resultat for 1. kvartal - primært på grund af af ekstra indtjening fra el-salg, som er ca. 4 mio. kr. højere end budgetteret.
Bygherrevejledninger til byggemodninger
Brønderslev Spildevand A/S har lavet en vejledning til bygherrer, der skal byggemodne nye områder. Vejledningen skal fungere som grundlag for samarbejdet mellem spildevandsselskabet og byggemodneren. Målet er at støtte byggemodneren gennem hele processen ved at tydeliggøre, hvem der har ansvar for hvad, og hvilke forventninger der er til deres rolle som bygherre på det kommende projekt. Vejledningen bygger på den gældende lovgivning, blandt andet Bygherrevejledningen samt selskabets egne regler. Den er sammenlignet med tilsvarende vejledninger fra nærliggende forsyningsselskaber og er blevet gennemgået af selskabets advokat, Energi & Miljø.
Guiden gennemgår byggemodningens forskellige faser og forklarer tydeligt, hvem der har ansvar for hvad samt hvilke materialer, data og garantier, der er nødvendige ved start og afslutning af hver fase. Derudover henvises til relevante regler og bestemmelser. Fremover vil det være standard at referere til vejledningen på vores hjemmeside i forbindelse med nye byggemodningsprojekter.
Kritisk vedligeholdelsen på flisværket og solvarmeanlæg (CSP)
Selskabets flisværk og solvarmeanlæg har nu været i drift i op til ti år, hvilket medfører et forventet øget behov for vedligeholdelse fremadrettet. Det har været nødvendigt at fremskynde planlagte renoverings- og vedligeholdelsesopgaver i forhold til styring af fliskranerne samt de hydrauliske systemer i solvarmeanlægget (CSP). Begge områder, især kranerne til håndtering af flis, anses for at være kritiske komponenter, hvor driftsstop kan medføre væsentlige økonomiske konsekvenser.
I løbet af vinteren blev varmeselskabet informeret af leverandør og servicepartner om, at reservedele til PLC
styringen af fliskranerne ikke længere er tilgængelige, idet disse dele er blevet forældede og udgået af produktion. PLC'en udgør selve kernen i styringen af fliskranernes funktioner, hvilket gør denne komponent afgørende for driftssikkerheden. Trods forsøg på at finde reservedele hos alternative leverandører og partnere, er det ikke lykkedes at skaffe de nødvendige dele. Derfor vil styringen blive udskiftet og opgraderet under den kommende sommerrenovering for at sikre fortsat stabil drift og undgå potentielle driftsstop.
I årets begyndelse blev der gennemført en omfattende renovering af CSP-solvarmeanlæggets hydrauliske system, som styrer soltrugenes bevægelse og orientering i forhold til solen under drift. Gentagne komponentfejl på hydraulikstationerne har de seneste år medført behov for en totalrenovering af samtlige stationer. Anlægget, installeret i 2016 og i drift siden december samme år, består af 40 hydraulikstationer, der hver har registreret over 25.000 driftstimer. Desuden er alle soltrug blevet fuldt oprettet og kalibreret via laseropmåling, og alle bolte samt møtrikker er efterspændt. Disse tiltag skal sikre anlæggets effektive og stabile drift i mange år fremover.
Ombygning af gasmotorer
De syv gasmotorer i det oprindelige kraft-varmeværk skal ombygges, så selskabet får forbedrede muligheder for at agere effektivt på elmarkedet i kvartersintervaller og kan stille den fulde kapacitet til rådighed i perioder med varierende strømproduktion.
Naturmøde på Hirtshals Havn
Brønderslev Vand A/S og Spildevand A/S har en mangeårig tradition for at deltage på Naturmødet med en fælles stand/telt under titlen Vandministeriet i sammen med Hjørring Vand, Frederikshavn Forsyning, Jammerbugt Forsyning og Aalborg Forsyning. I forbindelse med årets Naturmøde den 28. maj – 30. maj deltager Danva og Danske Vandværker, hvorfor der i år laves en fælles stand med deltagelse af alle parter med følgende formål:
- sætte vand på den politiske og offentlige dagsorden
- styrke dialogen mellem forsyninger, borgere og beslutningstagere
- fremme samarbejde og fælles løsninger på tværs af sektoren
- formidle vandets betydning – fra kilde til recipient – på en engagerende og forståelig måde
- understøtte en samlet fortælling om vandets værdi og sektorens rolle, både lokalt og
nationalt
Vi glæder os til Naturmødet og håber, at mange tager en tur til Naturmødet, hvilket er stor oplevelse både for børn og voksne.
Med venlig hilsen
Lasse Riisgaard
Formand for bestyrelsen
Mobil 5139 1034
Seneste nyheder
-
Orientering om arbejde ved Vestergade m.fl. (Hjallerup)
27. marts 2026 -
Administrationen har lukket i påsken
27. marts 2026 -
Servicemeddelelse til vores varmekunder
16. marts 2026 -
Nyheder fra Forsyningen 11-03-2026
11. marts 2026 -
Kom med på fælles gåtur lørdag den 21. februar 2026
16. februar 2026