Nyheder fra Forsyningen 17-10-2024
Oprettet 17 oktober 2024Bestyrelserne har afholdt møder den 17. september, 27. september og 1. oktober.
Budgetter for 2025 for drift og anlæg
Bestyrelsen har den 1. oktober vedtaget budgetter for drift og anlægsopgaver for 2025.
Brønderslev Varme A/S
Bestyrelsen har jf. tidligere udmeldt pressemeddelelse offentligt varslet en mindre stigning, som vil være gældende allerede for fjerde kvartal i år. Ved årsskiftet kommer så en yderligere og større forhøjelse af pri-sen. Den samlede stigning i varmeprisen for et standardhus bliver på 34%. Et standardhus er ifølge retnings-linjerne defineret som et hus på 130 m² og et årligt varmeforbrug på 18,1 MWh. Mange huse i Brønderslev bruger dog væsentligste mindre varmeenergi end dette.
Bestyrelsen og Forsyningen har informeret forbrugerne via pressen via SMS og på Facebook. På hjemmesi-den er yderligere en mere udførlig begrundelse for stigningerne (https://bronderslevforsyning.dk/nyt/aktuelt/nyheder/prisen-for-fjernvarme-i-bronderslev-stiger/).
Vand og spildevand
Vand- og spildevandsområdet står i disse år overfor nogle særlige udfordringer, som kræver ekstra investe-ringer. Det gælder blandt andet sikring af grundvandet mod langsigtet forurening fra kemiske stoffer og pe-sticider, og etablering af både ny kildeplads til erstatning for Sdr. Kildeplads samt opførelsen af et nyt vand-værk.
På spildevandsområdet skal Forsyningen investere i nye klimamæssige tiltag som f.eks. håndtering af regn-vand i byområderne med anlæggelse af kostbare bassiner. Ligeledes har Forsyningen været nødt til at sætte fornyelsestakten af kloakledningerne op for at holde trit med den forældelse, der løbende sker. Flere og flere ledninger vil i de kommende 10 år være forældede (ca. 70 år), og hvor vi er nødt til at skifte dem, inden de bryder sammen.
For at Forsyningen kan finansiere så stor en del af investeringerne uden låntagning, har selskaberne benyttet muligheden for at sætte taksten op indenfor de rammer, som staten sætter. Dette giver stigninger på begge takster, hvor vandtaksten hæves med 6,9%, og spildevandstaksten med 10,5%. Herved undgår selskaberne og i sidste ende forbrugerne ekstra udgifter i form af renter, gebyrer og statsafgifter.
Temamøde om fjernvarme til november
Forsyningen besluttede for et par år siden at omlægge det årlige ”forbrugermøde” til nogle mere fokuserede temamøder. I år afholdes temamøde om fjernvarme i slutningen af november. En dato meldes ud senere, og der vil her også være muligt at høre mere til baggrunden for takststigningerne på varmeområdet.
Nyt vandværk på vej
Bestyrelsen for Brønderslev Vand A/S har på et møde den 17. september godkendt grundlaget for opførelsen af det nye vandværk ved Hjørringvej, herunder et nyt revideret bygherreoverslag og udbudsmateriale mv. Vandværket skal behandle vandet fra den nye kommende kildeplads ved Nibstrup samt vandet fra Nordre Kildeplads. På sigt vil Nordre vandværk således blive lukket. Der har været arbejdet med planer om ny kildeplads og nyt vandværk i snart 15 år, senest med udarbejdelse af en omfattende miljørapport (en VVM-redegørelse). Bestyrelsen glæder sig nu til at komme et væsentligt skridt videre.
Den samlede byggesum er omkring 40 mio. kr. hvilket er under EU’s tærskelværdi, som er på 41,2 mio. kr. Der er efterfølgende udsendt udbudsmateriale til forskellige mulige tilbudsgivere. Vi regner med, at der efter tidsplanen kan tegnes kontrakt med en entreprenør medio januar måned. Og det ligger klart, at vandværket kun opføres, såfremt alle tilladelser kommer i hus. Vi afventer i den forbindelse blandt andet byrådets behandling af den udarbejdede VVM-undersøgelse og samhørende lokalplanforslag, hvilket ventes at kunne ske i slutningen af november måned.
Bestyrelsens forholdsregler i forhold til en alvorlig beredskabssituation
Som led i den generelle udvikling af truslerne mod samfundet fra forskellige sider, herunder Cyber-angreb, har bestyrelsen haft en indledende drøftelse af, hvilken rolle og hvilket ansvar bestyrelsen har/skal påtage sig i en given (alvorlig) beredskabssituation. De enkelte driftsselskaber har i dag hver deres beredskabsplaner, og der pågår et internt arbejde i Forsyningen med at strømline og forenkle disse samt at sikre, at vi fremover lever op til de nye regler under NIS2-regulativet og sikring mod terrortrusler mv.
Tages der eksempelvis udgangspunkt i det scenarium, at samfundet står 72 timer uden strøm, som ministe-ren har opfordret alle til at være forberedte på, vil dette være uhyre indgribende i forhold til blot at få den daglige drift af vand, spildevand og fjernvarme til at køre. Men hvad er bestyrelsens rolle i en sådan situati-on? - dette blev drøftet, og det blev besluttet at tage emnet op til fornyet drøftelse i 2025 med henblik på eventuelt senere at få en egentlig plan/rollefordeling beskrevet og godkendt.
Samtidig er et kursus særligt om bestyrelsens rolle og ansvar i forbindelse med beredskab for cyber-hændelser og NIS2 under planlægning til januar måned. De nye regler kræver, at øverste ledelse inkl. besty-relsen gennemgår et sådant kursus.
Forsyningen er på mange måder godt rustet mod cyber-angreb, men man opnår aldrig 100% sikkerhed, fordi trusselsbilledet hele tiden ændres og bliver mere avanceret.
Udbudspolitik
Forsyningens eksisterende udbudspolitik har ca. 4½ år på bagen. Forsyningen har derfor fremlagt et forslag til en revision af politikken. Udbudspolitikken vil efter endelig godkendelse blive offentliggjort på hjemmesi-den.
Bestyrelsen besluttede, at Forsyningen fremlægger udbudspolitikken på et senere møde med nogle tilføjel-ser, som diskuteret. De øvrige ændringer blev vedtaget. De er primært af redaktionel art.
Årshjulet for bestyrelsens arbejde
Der er vedtaget revideret årshjul for bestyrelsesarbejdet i 2025. Væsentligste ændring er, at den årlige fagli-ge ekskursion flyttes fra juni måned til august. Der udsendes I løbet af oktober måned en plan over bestyrel-sesmøder og ekskursion mv. for 2025. Planen afstemmes som sædvanligt med den politiske mødekalender ved Kommunen. Bestyrelsen godkendte årshjulet med tilføjede ændringer om beredskab, der fremover vil stå som et fast og obligatorisk punkt.
Seneste nyheder
-
Prisen for fjernvarme i Brønderslev Stiger
30. september 2024 -
Nyheder fra Forsyningen 09-07-2024
09. juli 2024 -
Forberedt på kriser
09. juli 2024 -
11,5 million, vi melder hus forbi!
07. juni 2024 -
Nyheder fra Forsyningen 25-04-2024
25. april 2024