Vi leverer vand til husstande og virksomheder i og omkring Brønderslev. Vandet kommer fra vores to vandværker Vestre Vandværk og Nordre Vandværk, og vores arbejde består bl.a. i at rense og ilte vandet, så det bliver drikkeklart, inden det når ud til dig. Andre steder i Danmark tilfører man stoffer for at rense vandet fuldstændigt, men det er ikke nødvendigt med vandet fra os.
Vand af kvalitet
Langt størstedelen af det danske drikkevand kommer fra grundvandet. Det er ganske særligt, at vi alle kan nyde godt af drikkevand, som er helt naturligt og kun har fået minimal rensning. Det er en ressource, som vi ikke må tage for givet. Hver dansker bruger i gennemsnit 104 liter vand om dagen. Vi vasker hænder, skyller grøntsager, børster tænder og slukker tørsten i vand. Vand er en helt essentiel del af vores hverdag, og det giver derfor god mening af betragte det som en fødevare, hvor kvaliteten skal være i orden. Derfor producerer vi vores vand efter alle de krav, der gælder for fødevareproducenter. Vi har fokus på at identificere og minimere alle risici, der findes i vores samlede processer gennem indvinding, produktion og distribution. Desuden har vi indført en række omfattende procedurer og hygiejnekrav til egne og eksterne folk, der til dagligt arbejder i og med vores virksomhed for at sikre en professionel håndtering af alle vores aktiviteter. Det er din garanti for vand af den bedste og reneste kvalitet.